Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Princip for undervisningens organisering

Med udgangspunkt i skolens værdier om Fællesskab og Læringslyst er nedenstående områder beskrevet som principper, der bredt skitserer Vester Hassings Skoles tilstræben for undervisningens organisering med det formål at skabe en ramme, som giver skolens elever bedst mulighed for læring, trivsel og dannelse i en varieret og motiverende skoledag:

Elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin
Ved fordeling af timer tildeles årgangene som udgangspunkt timer iht. undervisningsministeriets vejledende timetal.
På grundlag af den aktuelle timefordelingsressource fra skoleforvaltningen udarbejder skoleledelsen forslag til en timefordelingsplan.
Skolen tilstræber, at undervisningstiden ikke væsentligt overskrider minimumstimetallet.
Timefordelingsplanen godkendes i MED-udvalget og i skolebestyrelsen.

Skoledagens længde
Skolen tilstræber at tilrettelægge elevernes skoledage, så undervisningen i indskolingen ligger på hverdage i tidsrummet 8.00-14.00, på mellemtrinnet i tidsrummet 8.00-14.30 og i udskolingen i tidsrummet 8.00-15.00.
På Vester Hassing Skole benytter vi muligheden, som Folkeskoleloven giver, for at reducere skoledagens længde, for i stedet at konvertere timerne til Timebanken i samme omfang.

  • Skolen tilstræber, at skemalægningen udføres med henblik på at sikre eleverne en sammenhængende og varieret skoledag.
  • Skolen tilstræber, at skoledagen planlægges under hensyntagen til elevernes behov for pauser og tid til at spise.
  • Skolen tilstræber, at der udarbejdes grundskemaer, som kan tilgås via Aula.

Elevernes placering i klasser
Gennem samarbejde med institutionerne, der afleverer børn til Vester Hassing skole, danner børnehaveklasselederen sig indtryk af børnene med henblik på den bedst mulige klassedannelse bl.a. gennem overleveringssamtaler. Der kan i samarbejde med forældrene ske få elevflytninger frem til efterårsferien i børnehaveklassen, for at tilgodese det enkelte barns optimale betingelser for barnets faglige og sociale udvikling. En flytning sker på foranledningen af skolen og i samspil med forældrene.

  • Skolen tilstræber, at inddrage forældres og elevers ønsker inden den endelige klassedannelse.
  • Skolen tilstræber, at der fra 1. klassetrin og igen på 7. klassetrin dannes klasser med ligelig fordeling af eleverne i forhold til køn og kendte udfordringer.
  • Skolen tilstræber, at orientere og høre skolebestyrelsen og forældrene så tidligt som muligt, hvis elevtallet eller pædagogiske eller faglige forhold nødvendiggør nye klassedannelser.

Holddannelse
Formålet med holddannelse er at give mulighed for at organisere sig på mange forskellige måder, samtidig med at klassen bevares som udgangspunkt for undervisningen. Holddannelse giver også bedre mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen, hvor der tages højde for elevernes forskellige kompetencer. Endelig kan holddannelse være med til at fremme undervisningsdifferentiering, elevernes læringslyst og fællesskabet på skolen.
Holddannelse kan tilrettelægges på mange måder og ud fra forskellige hensyn og vil i langt de fleste tilfælde bero på en faglig-pædagogisk vurdering af enkelte elevers og klassens samlede behov. Denne vurdering udarbejdes i fællesskab i de relevante teams. 
Holddannelse kan benyttes på alle årgange. Det kan benyttes inden for den enkelte klasse, på tværs af årgangen eller på tværs af klassetrin, som et fagligt-pædagogisk element ved planlægningen af undervisningen. 
Holddannelse kan være af kortere eller længere varighed. Ved brug af holddannelse skal der samtidigt være en opmærksomhed på struktur og trygge rammer for eleverne.

  • Skolen tilstræber at evaluere holddannelsen løbende. I evalueringen skal der være fokus på holddannelsens værdi, gennemførelsen og elevernes læringsudbytte, som en del af grundlaget for fagligt-pædagogisk begrundet holddannelse.

Den åbne skole
Den åbne skole skal, gennem samarbejde med det omgivende samfund, højne trivslen, læringslysten, den faglige kvalitet og livsdueligheden for eleverne.
Den åbne skole skal, gennem samarbejdet med det omgivende samfund, styrke den lokale sammenhængskraft og introducere eleverne til fritids- og fremtidsmuligheder.

  • Skolen tilstræber, at aktiviteter i samarbejdet mellem skole og det omgivende samfund bidrager til en klar kobling mellem faglig teori og praksis.
  • Skolen tilstræber, at samarbejdet mellem skolen og det omgivende samfund tager udgangspunkt i elevens interesser og motivation.
  • Skolen tilstræber, at samarbejdet med musik-, kunst- og kulturskoler bidrager til at udvikle skolens musik- og billedkunstundervisning samt inspirere eleverne til at udfolde deres musikalske og kunstneriske evner og interesser.
  • Skolen tilstræber, at samarbejdet med idrætsforeningerne styrker elevernes mulighed for indsigt i variationen af idrætsgrene og lyst til deltagelse i det lokale idrætsliv.
  • Samarbejdet med ungdomsskolen giver eleverne mulighed for et alternativt uddannelsestilbud, når det er til gavn for deres udvikling og læringslyst.
  • Skolen tilstræber, at samarbejdet med erhvervslivet styrker elevernes evne til innovation og iværksætteri samt deres uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering.
  • Inddragelse af udefrakommende personer i undervisningen kan ske ud fra vurderingen af, at deres deltagelse højner kvaliteten, og de bidrager med kompetencer, som ikke er på skolen.
  • Skolen tilstræber, at inddrage forældre i planlægning og gennemførelse af aktiviteter knyttet til den åbne skole.
  • Skolen tilstræber, at aktiviteterne mellem skole og det omgivende samfund er organiseret efter klare aftaler, ansvarsfordeling og med en høj sikkerhed for alle elever.

Udbud praksisfaglige valgfag (PFF)

  • 7.-8. årgang
    • De obligatoriske valgfag på Vester Hassing Skole kalder vi praksisfaglige fag, forkortet “PFF”. Skolen er forpligtet til at udbyde Håndværk og Design, derudover kan skolen udbyde Madkundskab, Musik og Billedkunst. Skolen informerer grundigt om de enkelte valghold, så eleverne er bevidste om fagets indhold, og de forventninger der ligger heri, samt at de afsluttes med en prøve ultimo 8. årgang.

Udbud valgfag 7.-8.-9. årgang (120 timer)

  • Skovskole (90 timer fordelt over 3 år)
    • Skovskole afholdes hvert år for hele A-klyngen 
    • Skovskole har forskellig lokation og indhold fordelt i et 3-års rul
    • Skovskolen afholdes mandag-onsdag i 2. uge efter sommerferien.
  • 9. årgang (30 timer)
    • Skolen tilstræber, at udbuddet af valgfag er alsidigt og tilgodeser, at eleverne udfordres både fagligt og kreativt.
    • Skolen tilstræber at samarbejde med fx foreningsliv, ungdomsskoler og øvrige folkeskoler om udbuddet af valgfag.
    • Skolen tilstræber at tage eleverne med på råd, når skolens udbud af valgfag bestemmes.

Vikardækning

  • Skolen tilstræber, at læreres og pædagogers fravær får så lidt indflydelse på elevernes læring som muligt.
  • Skolen tilstræber, at undervisningen af eleverne varetages af årgangens sædvanlige personale, da de har den tætteste kontakt til eleverne. 
  • Skolen tilstræber, at der er vikardækning for alle timer, som ikke dækkes af klassens sædvanlige lærere.
  • Skolen tilstræber, at vikarer har pædagogisk og faglig erfaring, gode relationer til eleverne samt relevante færdigheder inden for undervisningspraksis og klasseledelse.
  • Skolen tilstræber, at løse vikarer introduceres til skolen, dens praksis samt den elevgruppe, som vikaren tilknyttes.
  • Skolen tilstræber en vedvarende og sammenhængende vikardækning ved en undervisers længerevarende fravær.

Lektier og faglig fordybelse
På Vester Hassing Skole foregår lektier både som en integreret del af undervisningen og derhjemme efter endt skoledag. Lektier kan være meget forskelligartet, for eksempel færdiggørelse af undervisningsopgaver, afleveringer, læsning og træningsopgaver. Den enkelte underviser vurderer, hvornår lektier er relevante og i hvilket omfang. Der informeres ved forældremøderne i opstarten af skoleåret og via nyhedsbreve/ugebreve om lektiemængde og forventninger til hjemmearbejdet. Ligeledes kan lektier foregå mundtligt som led i den daglige undervisning eller via digitale platforme, såsom AULA og MinUddannelse direkte til eleverne.

  • Skolen tilstræber, at integrere lektiehjælp og faglig fordybelse i den faglige undervisning og i A-klyngens lektiecafé
  • Skolen tilstræber, at lektiehjælp og faglig fordybelse understøttes med varierede og differentierede læringsformer.
  • Skolen tilstræber, at lektiehjælp og faglig fordybelse understøtter elevens sociale kompetencer, tiltro til egne evner og motivation for at gå i skole/læringslyst.

 

Godkendt på skolebestyrelsesmøde 10/6-25