Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetning for skolebestyrelsen 2026

Skolebestyrelsens arbejdsrammer og medlemmer

Skoleåret har været præget af både kontinuitet og fornyelse i bestyrelsens sammensætning. På skoleårets første bestyrelsesmøde blev Jacob Volstrup enstemmigt valgt som næstformand for bestyrelsen. Vi bød senere på året velkommen til Trine Borup-Brockdorff som nyt medlem samt Morten Ginnerup og Ann Louise Thomsen som nye suppleanter.

Et højdepunkt i år var bestyrelsens deltagelse i Skoleudviklingssamtalen i januar, med repræsentation af Morten og Josephine. I dialog med Børn & Unge fik vi sat ord på skolens retning og modtog ros for vores strategiske arbejde. Christian og Jacob repræsenterede desuden igen skolen som delegerede ved Skole og Forældres landsmøde i Nyborg.

I foråret 2026 blev der afholdt ordinært valg til skolebestyrelsen. Christian Østerballe, Anne-Britt Andersen og Jakob Frilev valgte ikke at genopstille, mens Morten Ginnerup og Ann Louise Thomsen blev valgt ind som forældrerepræsentanter. Desværre står vi stadig uden den sidste forældrerepræsentant og har således heller ingen suppleanter. Til gengæld har vi taget initiativ til at supplere bestyrelsen med et eksternt medlem. I skoleåret 2026/27 indtræder sognepræst Ida Klint Sørensen derfor i skolebestyrelsen i ét år.

Møderne har været afviklet og afholdt stort set indenfor rammerne i vores forretningsorden.

Forældresamarbejdet

Vi har i år haft et særligt fokus på at skabe "stærke fællesskaber" gennem en revision af vores forældrepjecer. Formålet har været at flytte fokus fra praktiske arrangementer til at skabe en gensidig forståelse og et stærkt sammenhold i forældregrupperne.

Som en del af arbejdet med et nyt princip om samvær, adfærd, sprogbrug og kommunikation har bestyrelsen drøftet forskellige tilgange til inklusion og fællesskab i klasserne, der skal bidrage til og fremme det gode klassesamarbejde.

Drøftelserne om etablering af en støtteforening til skolen har været genoptaget, da vi ser et potentiale i at kunne støtte større elevprojekter gennem forældreinitierede midler. Der er ved skoleårets udgang ikke en plan for etablering af en støtteforening.

Elevsamarbejdet

Det har været en stor fornøjelse at følge elevrådets engagement i år. Efter en længerevarende indsamling kunne vi i december 2025 endelig indvie den nye vandautomat, som eleverne selv har rejst midler til. Dette har måske bidraget til det øgede fokus, elevrådet har, på selv at lave aktiviteter, som skal bidrage til midler til afholdelse af forskellige aktiviteter for alle skolens elever og forbedringer på skolen. Elevrådet har desuden været på en lærerig rejse til Island, hvor de fik indblik i det islandske skolesystem og fællesskab.

Det lykkedes igen at få aftalt deltagelse fra formanden på et af årets elevrådsmøder (2/2). Der blev brugt mest tid på at snakke om hvordan skolebestyrelsen og elevrådet kan bidrage til hinandens arbejde samtidigt gennemgik vi bevæggrundene for opdatering af princip for lejrskoler og skolerejser.

I maj havde vi et skifte i repræsentationen, da Karla Bønstorff Petersen træder ind i bestyrelsen efter Josephine og bidrager dermed til noget kontinuitet sammen med Daniel Gram-Hansen, som vi tidligere har efterspurgt fra skolebestyrelsens side.

Elevrådet har også markeret sig stærkt i lokalområdet gennem samarbejde med borgerforeningen og planlægningen samt deltagelse i årets lokale folkemøde.

Principper og tilsyn

Arbejdet med skolens principper har igen i år fyldt på dagsordenen for at sikre gode rammer for skolens drift:

  • Digital dannelse og it-kompetencer: Et nyt og mere tidssvarende princip blev færdiggjort og godkendt for at erstatte det tidligere princip for digitale læringsværktøjer.
  • Underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen og skolens brug af meddelelsesbogen: Vi har sammenlagt og forenklet principperne for underretning af hjemmene og brug af meddelelsesbogen for at skabe større klarhed.
  • Samvær, adfærd, sprogbrug og kommunikation: Der er lagt et stort arbejde i at formulere et nyt princip, der sætter rammen for den gode omgangstone og ansvarsfordelingen mellem skole, hjemmene og eleverne.
  • Tilsyn: Der er ført planmæssigt tilsyn med principperne for budgetlægning, sponsorering, opfyldelse af undervisningspligten ved deltagelse i musikskole eller ved eliteidræt samt undervisningens organisering.

Vi afventer stadig en tilbagemelding fra kommunalbestyrelsen ift. revisionen af de obligatoriske principper, som vi blev sat i udsigt ville være klar omkring marts måned.

Trivsel, tryghed og skolens beredskab

Trivsel har i år været en rød tråd i både vores principarbejde og i drøftelserne af skolens daglige drift:

  • Systematisk opfølgning på trivsel: Skolen har implementeret en "før-under-efter"-model i arbejdet med trivselsmålinger for at sikre, at resultaterne bliver omsat til konkrete indsatser i de enkelte klasser og teams. Vi har i år også stiftet bekendtskab med nye tests for mental trivsel i A og B-klyngen, selvom disse har vist sig komplekse for de yngre elever at gennemføre.

  • Beredskab og håndtering af elevsager: Bestyrelsen har haft et særligt fokus på skolens kriseberedskab og procedurerne for håndtering af svære elevsager. Vi har arbejdet for at sikre, at der er tydelige processer, som skaber tryghed for både elever, personale og forældre, når konflikter opstår. Dette har blandt andet ført til en opdatering af skolens antimobbestrategi og trivselspolitik på hjemmesiden.

  • Samvær og omgangstone som fundament: En del af årets arbejde med det nye princip for samvær, adfærd, sprogbrug og kommunikation har handlet om at skabe fundamentet for god trivsel. Ved at definere klare rammer for dialogen, både mellem eleverne indbyrdes og i den digitale kommunikation på Aula, ønsker vi at mindske konflikter og pres på skolens personale.

  • Sammenhæng mellem forældresamarbejde og trivsel: Vi har i år arbejdet ud fra devisen om, at "stærke forældrefællesskaber giver øget trivsel i klasserne". Ved at flytte fokus i forældresamarbejdet hen mod gensidig forståelse og inklusion i forældregruppen, understøtter vi både direkte og indirekte elevernes sociale tryghed i skolen og klasserne.

Skolens drift og fysiske rammer

Skolen har gennemgået flere fysiske forbedringer, herunder installation af nye vinduer, etablering af et nyt personalekøkken og renovering af natur/teknologi-lokalet med støtte fra Villum Fonden. Udenomsarealerne er blevet opgraderet med ny asfalt og en sikker gangsti til skaterbanen.

Økonomisk set er skolen kommet fornuftigt gennem året - også med den store investering i redskabsbæreren in mente. Vi har navigeret sikkert i den nye områdevisitation, og vi forventer at skolen modtager ekstra ressourcer, da området ikke benytter sig af alle de tildelte DUS-pladser til fokuselever.

Endelig har vi implementeret de første dele af Folkeskolens kvalitetsprogram, herunder de nye rammer for juniormesterlære og reduktion i prøveomfanget.